Mit fuglehold med conurer af slægten
Pyrrhura
Jesper Nørkjær

Tilbage i foråret 1996 spurgte min far mig, om jeg havde plads i min voliere til et par Blåkindede Conurer (Pyrrhura lepida), da han nok havde forkøbt sig og ikke havde pladsen til dem alligevel.
Det sagde jeg ja til og har sidenhen aldrig fortrudt dette. I de forgangne år frem til i dag har mit fuglehold udelukkende bestået af de små sydamerikanske parakitter.

Mange arter og underarter
Pyrrhura-slægten består af ca. 22 arter og med ca. 35 tilhørende underarter. Disse tal er der dog stor forskel på, alt afhængig af hvor man søger efter oplysningerne. En grund til dette er, at der ikke er helt enighed ang. tilhørsforhold, arter/underarter imellem, og det er specielt grupperne Blånakket Conure (Pyrrhura picta) og Hvidøret Conure (Pyrrhura leucotis), der her er tale om.

En generel beskrivelse
Det er små fugle på 22-30 cm i længden. Farven på fuglene er overvejende grøn. Karakteristisk for slægten er den skæltegning, der går fra nakken til øverste del af brystet, og som fremkommer ved at fjerene er kantet med en anden farve/nuance. Denne skæltegning er dog ikke gældende for samtlige arter. Alle har de imidlertid en nøgen vokshud omkring øjnene. Der er ingen ydre forskel på kønnene. Der lægges 3-9 æg alt afhængig af arten. Æggene klækker efter 23- 24 dage, og derefter går der ca. 50 dage yderligere, før ungerne er på pind.

Er i gang fra morgen til aften
Generelt bliver der om conurene sagt, at de støjer meget. Dette mener jeg ikke er tilfældet hvad angår slægten: Pyrrhura.
Jeg bor midt i et villakvarter, og jeg hører faktisk ikke nogen form for klage fra naboerne vedr. støj til trods for, at jeg ind imellem har haft 45 fugle siddende. En nabo siger endog, at det ikke er værre end støjen fra solsortene, det til trods at min voliere, der ligger 5-8 m fra skel, vender fronten ind mod nabogrunden.
Conurene er i gang fra det bliver lyst til mørket falder på. De hænger i tråden med hovedet op og ned vandret o.s.v. og er hele tiden i fuld vigør. I sommerhalvåret er de i gang fra meget tidlig morgen til langt ud på aftenen og lige modsat i vinterhalvåret. Kommer man ud efter mørkets frembrud i vinterhalvåret, kan man høre en masse »sludren« fra kasserne, så helt til ro går de altså ikke lige med det samme. Redekasserne, som ikke må mangle, da fuglene overnatter heri, bliver i denne periode flittigt brugt til socialt samvær.

Conurerne elsker at bade
Conurerne yngler året rundt hvilket gør, at man skal være ekstra opmærksom på læggenød i den kolde tid. Jeg har par, der kommer med unger i december og ét, der lægger de første æg i januar/februar.
Conurerne elsker at bade. Selv i 10 graders frost kan man komme ud til dem midt på formiddagen og se dem sidde og være drivvåde og nyde den lille smule solskin der måske er – så rent vand hver dag er en selvfølge.
Specielt, når jeg i sommermånederne vander hos fuglene, har jeg indøvet denne rutine at give vand først, hvorefter nogle af dem med det samme bader, samtidig med at jeg fodrer. Her er det specielt de Blåstrubede Conurer (Pyrrhura cruentata), der er aktive og efter endt fodring, giver jeg så vand igen. Det er som om, fuglene gerne drikker af »snavset« vand, men at bade i det, er bestemt ikke noget de bruger – hertil skal vandet være rent!  Dette finder jeg måske naturlig nok, da pleje, renholdelse mv. af fjerdragten har stor betydning for overlevelse i naturen.

Tilbage til de Blåkindede…
Jeg startede nok, som mange andre før og efter mig, med at lave nogle mindre bure i bunden af min garage, hvortil der udendørs blev lavet tilhørende volierer.
De første år var fuglene heri, og lidt af de forskellige arter af australske græsparakitter, finker og nogle få dværgpapegøjer, blev det også til. Dværgpapegøjerne så jeg aldrig, for så snart jeg viste mig i garagen, forsvandt de ind i redekasserne, mens græsparakitterne derimod sad stille på en af grenene i volieren og først hen mod aftenstid, blev der liv i dem.
Så det var noget af en omvæltning, at få Blåkindede Conurer i volieren. Fra at der var stille og roligt, når man viste sig, blev man lige pludselig budt velkommen – sådan føltes det i hvert fald. De Blåkindede kom frem og sad i tråden, skræppede op og fortalte, at her boede de altså... Efterhånden som sommeren gik, blev de mere fortrolige, og til sidst kunne man narre dem til at tage bær mv. fra hånden gennem trådnettet.
Jeg tilmeldte parret til vores udstilling i »Østhimmerlands Fugleforening« – på dette tidspunkt havde min far sagt, at fuglene var mine. Det var med stor forventning, at de kom med på udstillingen, og de blev da også kåret som første-vinder, til trods for at de i udstillingsperioden mest havde levet af solbær og andet frugt, som havde farvet deres næb og områder omkring dette noget rødt.

Hakkede mig oven i hovedet
De Blåkindede Conurer er vel nok de mest sociale, omsorgsfulde og tillidsfulde af arterne, jeg har haft. Jeg synes aldrig, jeg har oplevet dem som skræmt. I forbindelse med at de er omsorgsfulde og tillidsfulde, havde jeg på et tidspunkt en gammel han, ca. 15 år, der hver gang jeg var inde for at tjekke kassen, (en mani jeg har hver gang, der er æg eller unger), sad på pinden lige ved redekassen og hakkede mig oven i hovedet, lige som for at fortælle mig – at her havde jeg bestemt ikke noget at gøre…
I øvrigt blev denne han senere sat sammen med to unger fra et andet par, jeg havde på dette tidspunkt. Ret hurtigt fandt han sammen med én af dem, hvilket resulterede i, at hunnen allerede 11 måneder gammel lagde de første æg, som alle senere klækkede. Dog overlevede ikke alle ungerne, idet én af dem døde.
Jeg tror, hannen her havde stor indflydelse på dette opdræt, da jeg syntes at kunne fornemme, at den flere gange jagede hunnen tilbage i kassen, hvor hun måske allerhelst ville have brugt tiden på noget andet.

Marietidsler i baghaven
Dette par gav mig igennem et par år mange unger, men så dukkede der noget op bagest i vores have – nemlig Marietidsler. Da de var af blomstret gav jeg blomsterstandene til conurene. De fleste af parrene rørte dem imidlertid ikke rigtigt, men de Blåkindede derimod var tossede med dem og fik lov til at æde alle dem, de kunne. Kort tid herefter begyndte de Blåkindede at dø. Der var på dette tidspunkt 5-6 unger plus det gamle par. I løbet af ca.14 dage til 3 uger var de alle, på nær en af ungerne, døde.
Hos de andre fugle skete der ikke noget. Jeg havde på dette tidspunkt meget arbejde ude rundt omkring i Skandinavien og min kone, Randi var hver dag i telefonen for at fortælle om udviklingen, så mere blev der ikke gjort ved det. Den overlevende unge, en han, udgør i dag halvdelen af mit nuværende par.
Ang. Marietidslen har jeg ikke kunnet finde noget der fortæller, at den er giftig, men et muligt svar kunne måske være, at der er masser af fed olie i planten, hvilket fuglene så har fået for meget af med døden til følge. Mine fugle får stadig tilbudt planten, men nu kun meget lidt.

11 unger og to voksne om én redekasse
De par jeg har haft af Blåkindede Conurer er, i modsætning til de fleste af de andre arter, altid kommet med to kuld pr. år. Det resulterede et år i, at der var 11 unger og to voksne om én redekasse – der må have været trangt deri.
Jeg satte et par andre redekasser op hos dem, for at de evt. kunne fordele sig, men overhovedet ingen af de 13 fugle interesserede sig for dem, til trods for at nogle af ungerne fra det første kuld blot var mellem seks og syv måneder gamle. Jeg har altid gjort det, at lade ungerne gå hos forældrene så længe som muligt. Ved flere kuld pr. år vil man bl.a. opleve, at de ældre unger hjælper med at fodre ungerne fra efterfølgende kuld.

Tilbage til 1996…
Efter at de Blåkindede Conurer var kommet ind i mit fuglehold, blev der taget kontakt til personer, som jeg vidste, havde conurer siddende i deres fuglehold.
I løbet af efteråret 1996 købte jeg tre stk. Blodvingede Conurer (Pyrrhura  melanura souancei) og i foråret/sommeren 1997, mener jeg at kunne huske, var samtlige af de andre fugle i mit fuglehold skiftet ud med Pyrrhura-arter.

Første tre unger af Blodvinget Conure
I 1998, efter at jeg havde fået et par ud af de tre Blodvingede, fik jeg de første unger, tre stk. Jeg regnede med, at nu var den hjemme, og at de nu også ville komme med unger de følgende år. Da de imidlertid ikke gav unger året efter, ej heller de tre næste, begyndte jeg at spekulere på at få noget nyt blod ind på de to fugle. Dette må de have hørt, for i 2003 kom de igen med fem unger, og de næste tre år gav de også unger. Hvad der lige er gået dem på de 3-4 mellemliggende år, ved jeg ikke.

En ting jeg lagde mærke til hos parret i de år, hvor de gav unger var, at hunnen lagde de første æg inden for en 10-dages periode hvilket betød, at hun startede på ca. samme tid hvert år, og når vi så tog på sommerferie vidste jeg, at det var lige før, at der var unger i kassen, når vi nåede hjem – og det slog aldrig fejl. Uheldigvis døde hannen i efteråret 2005.
I øvrigt har jeg fundet ud af, at det med tidspunktet, hvor fuglene starter, er generelt for alle mine par.
Jeg fik senere sammensat et nyt par af én af mine egne unger af de Blodvingede Conurer og en fugl ude fra, og som jeg så håbede på ville komme med unger inden for de næste par år. Jeg havde på dette tidspunkt lært, hvad det ville sige at have tålmodighed…

Gode forældrefugle
At mine Blodvingede Conurer var gode forældrefugle, fik jeg at se i forbindelse med et af mine opdræt. Her klækkede fire æg og et femte så umiddelbart ud til ikke at ville klække. Af en eller anden grund var dette æg blevet lagt noget senere end de andre. Et godt stykke tid efter, klækkede det dog alligevel og den nye unge, tror jeg nok, har haft en hård opvækst, da den uden tvivl har måttet kæmpe for føden. For at have kunnet overleve, har forældrefuglene uden tvivl givet den noget ekstra
opmærksomhed , og da den kom på pind, var den da også helt på højde med de fire første unger.

På grund af jeg har villet prøve nogle af de andre arter, er den Boldvingede Conure ikke blandt de fugle, jeg har længere, men hvis pladsen byder sig, kunne jeg meget vel finde på at anskaffe mig dem igen.

Kønstesten oversteg nemt prisen på fuglen
Igennem årene har der dog ikke været den store udskiftning af de få af arterne, jeg har beskæftiget mig med.
Mit voliereanlæg er på ca. 40 m² inddelt i otte volierer på hver 1,2 x 3 m, så det er begrænset, hvor mange fugle der er plads til på én gang. Jeg har altid kun haft et par i hver voliere, men i de tilfælde, hvor der skulle dannes nye par – dog op til fem stk. Det var en fordel syntes jeg dengang, hvor en kønstest ikke kunne fås for en 50’er, og derfor måtte man af nød have flere fugle sammen for at være nogenlunde sikker på at få et par ud af det. Herved fik fuglene så også mulighed for selv at vælge partner. Prisen for en kønstest oversteg på den tid nemt prisen på fuglen. Jeg har nogle gange købt fugle, som skulle være et sikkert, kønstestet par og ikke søskende osv., for derefter at have dem siddende i flere år, uden at det blev til noget. Har jeg så herefter købt en ekstra fugl og sat ind på dem, har det som regel givet resultat, og jeg har så kunnet pille én ud fra »parret« i løbet af kort tid.
  
Mange steder sidder par som er søskende
En ting jeg synes at have lagt mærke til er, at hvis der bliver sat fugle sammen, hvoraf de to er søskende (1.1) og en tredje er ude fra, så er det ikke de to søskende, der danner par. Om det forholder sig sådan generelt ved jeg ikke. Der sidder mange steder par som er søskende. Dette skyldes måske tvang og det, at de ikke selv har fået muligheden for den korrekte, naturlige overførsel af gener/arvelighed og herved sørge for opretholdelse af arten – dette er dog skrevet uden at have den store erfaring/viden herfor.

En mani med at kigge i kasserne
Et sted ovenfor skriver jeg, at jeg har en mani med at skulle kikke i kasserne. Jeg har mange gange, fra andre, hørt gruelige historier om unger, der er blevet bidt ihjel, når de, lige som jeg, kikkede i kasserne. Dette har jeg imidlertid aldrig oplevet måske netop  pga., at jeg ikke kan holde mig fra at kigge. Så snart jeg ser, at hunnen ved et givent par ikke har været ude i volieren i et par dage, ja – så kigger jeg i redekassen, og herved forestiller jeg mig, at fuglene bliver vant til – at nu kigger han altså. Dette betyder også, at når ungerne skal ringmærkes, så får jeg forholdsvis nemt lov til at tage ungerne, selv om det dog hænder, at en af hunnerne »hænger« i min hånd, men i langt de fleste tilfælde flytter de sig bare lidt. Så det er nok alligevel slet ikke så dårlig en mani. Tidligere ringmærkede jeg mine fugle med åbne aluminium-ringe, men desværre forsvinder ringene mange gange pga., at fuglene bider dem op, og det til trods for, at ringene kan være nok så svære at klemme sammen.
En anden grund til at ringmærke fuglene er, at det forholdsvis hurtigt – så snart madepapillerne er væk – næsten er umuligt at se forskel på ung og gammel.
En god fugleven kom så galt af sted, at han fik solgt en af sine gamle fugle sammen med en af ungerne – og så var det sket med det par. Har man fået sammensat et rigtigt godt par, er dette en meget ærgerlig situation at komme i, og jeg kan derfor kun anbefale, at man ringmærker sine fugle.

Friske og tørrede rønnebær
Med hensyn til føde så får mine fugle alt, hvad jeg kan finde af gode ting i naturen – alt efter hvad jeg har tid og lyst til, og hvad der ellers findes på de forskellige årstider. Ydermere forskellige græsser, blomstrende mælkebøtter, citronmelisse og grøntsager mv. Hen sidst på sommeren endvidere hindbær, solbær, ribs og bær af forskellige slags tjørn. Hyben får de friske, men en del bliver også moset i kødhakkeren og iblandet rosiner, hvidløg og kattemad. Sidstnævnte for også at give fuglene lidt mineralsk føde. Denne blanding, som jeg opbevarer i fryseren, får fuglene tilbudt forår og sommer. Rønnebær får de friske, men samtidig tørrer jeg også så mange, så der er en del af dem til fuglenes daglige kost hele året rundt.

Rå løg – men de skal hakkes
Noget jeg tidligere ikke kunne få mine fugle til at æde var rå løg. Dette problem fik jeg dog at vide kunne løses ved at hakke løgene. En fugleven gjorde det, at når salatskålen efter aftensmaden ikke var tømt, så fik fuglene resten og heri også de hakkede, rå løg og alt blev ædt af fuglene. Jeg havde tidligere tilbudt mine fugle et halvt løg i høhækken.
Vores fugle er meget konservative hvad angår føde, og vi har for at få dem til at æde forskellige ting måttet tilbyde dem det i op til 14 dage i træk, før de gav sig.
En lille tanke ang. alt dette med grønt: En anden god fugleven fortalte mig på et tidspunkt, hvor hans fugle fik masser af solsikke, og hvor snakken om fed føde ikke var oppe – ja, da fik hans fugle masser af unger – om der er noget om snakken, ved jeg ikke.

Tossede med rejnfan…
I august er det helt store, når planten rejnfan springer ud. Jeg bruger generelt ikke ormemiddel i mit fuglehold, men det er dog hændt i akutte tilfælde. Rejnfan har tidligere været brugt som folkemedicin til behandling af indvoldsorm. Fuglene er helt tossede med den, og alle æder det med velbehag, men det er hovedsagelig de gule blomsterknopper, de går efter. Jeg har dog læst et sted, at det er i bladene effekten mod orm skulle være, men dem rører fuglene nu ikke meget. En anden grund til at jeg ikke bruger ormemiddel hænger måske sammen med, at netop conurene ikke tilbringer megen tid i bunden af volieren og derfor heller ikke er så udsatte for ormeangreb som f.eks. andre typer fugle.
Udover ovenstående får fuglene daglig en parakit/papegøje blanding. Jeg har i tidens
løb brugt mange forskellige slags frø, dog hovedsagelig parakitblandinger. Fuglene har imidlertid ikke været meget for at æde, hvad der nu end har været deri af kanariefrø og hirse, med mindre de er blevet tvunget hertil. Så først for nylig er jeg gået over til parakit/papegøje-blandingen, der er lidt mere fed og her er det lige pludselig safflor’en, der bliver til overs.
Hovedsagelig lever mine fugle i vintermånederne af frø, tørret frugt og gulerødder. Sidstnævnte får de dog ikke, når det er hård frost. I forårs- og sommermånederne bliver de tilbudt ca. 70 % af planter, frugt og grønt og 30 % frø.

Andre conurer i mit fuglehold
Udover ovennævnte par har jeg lige nu også Blåstrubet Conure (Pyrrhura cruentata), Klippeconure (P. r. sandia), Demeraraconure (P. egregia), Rødisset Conure (P. rhodocephala), Pacificconure (P. melanura pacifica), Rødbrystet Conure (P. perlata) og Gulvinget Conure (P. hoffmanni) i mit fuglehold, hvilke du kan læse om på min hjemmeside  www.conure.dk , hvor du også vil kunne finde billeder af de forskellige arter.

Gengivelse af tekst og billeder kun efter skriftlig tilladelse.